Nyheder

Aflysning af weekend tur 8.-9. maj

Posted on04 maj 2021

Efter nærmere vurdering ift. Dansk sejlunion og Sundhedsstyrelsen anbefalinger, om socialearrangementer, har vi set os nødsaget til at aflyse den kommende weekendtur i turudvalget.

Vi ser meget frem til weekendturen den 18.-19.-20. juni, i håb om at vi må være sociale sammen.

Ohøj fra Turudvalget

”Light-udgave” af Tune Up i Kerteminde den 24.-25. april.

Posted on30 apr 2021

I dejligt solskin, let til frisk vind fra nord fik vi i Kerteminde gennemført årets Tune Up

På grund af Coronarestriktioner kunne det oprindelige program ikke gennemføres, men vi havde alligevel nogle gode intense og lærerige dage på vandet hvor de to baneledere Bjørn Stephensen, Verner Vestergård og coach Morten Henriksen førte ”taktstokken”.

Vi var 16 Folkebåde på vandet, fik gennemført 30-35 starter i perfekt vejr, hvor man kunne prøve taktikker og strategier af, uden omkostninger for et resultat, – en ganske god måde at prøve nogle ting af på, som man ikke altid tør til et stævne.

Konceptet med 2 prøvestarter med hurtige tilbagekaldelser og en ”rigtig” 3. start med et helt opkryds og en lænser tilbage til gaten fungerede rigtig godt, og så en ny omgang forfra igen.

Kommunikationen sejlere og baneledere imellem var rigtig god via VHF´en, så alle var med på, hvad ”der var gang i”.

Begge dage blev afsluttet af Morten Henriksen med en kort og lærerig evaluering, hvor man kunne tage gode tips med hjem efter behov.

Også tak til Peter Brøgger, som kom forbi om lørdagen og tog nogle fine billeder.

Så alt i alt var det en perfekt måde at starte sæsonen på, som vi vil gentage til næste år.

/Henrik Møhl

Kerteminde Sejlklub

Forklaring på Corona-sejladsbestemmelserne.

Posted on28 apr 2021

I tirsdags fik vi endelig taget hul på aftensejladserne. Desværre under corona-restriktioner. Disse kan enhver sejler nemt argumentere for, er lidt overdrevent forsigtige. Men vi, i sejladsudvalget har besluttet at vi ikke vil forsøge at bøje reglerne. Derfor sejles der, indtil videre efter de bestemmelser man ser, hvis man trykker på “Corona-bilag” under sejladsbestemmelserne. Det betyder også, vi skal se helt bort fra de normale sejladsbestemmelser. Jeg vil her kort forklare banesystemet:

Begynd med at tage din nye regelbog og slå op på side 177, som viser alle signalflagene. De små både skal lære sig, flag a,b og c, og de store både flag d, e, og f. I Corona-bilaget er der vist 6 baner, benævnt a,b,c,d,e og f. Før start vil dommeren hejse enten flag a,b, eller c for at fortælle hvilken bane de små både skal sejle, samt enten flag d,e, eller f, til de store både. Under flaget vil der være enten et grønt, eller et rødt flag, som fortæller om vi skal styrbord, eller bagbord rundt. Hejses, f.eks 2 røde flag betyder det at de små både sejler bane B, og at de skal bagbord rundt. Det er en god ide at medbringe en kikkert. 

Startproceduren er helt standard: 

10 min før de store både starter hejses talstander 1. 4 min før kommer P op, 1 min. før hives P ned igen, og når også talstander 1 hives ned, går starten.

for de små både ligeså, bortset fra at det er talstander 2 de bruger.

Hilsen Flemming Palm, på vegne af Kølbådsudvalget.

 

Liga Tune Up!

Posted on27 apr 2021

Kerteminde Sejlklubs ligahold var i weekenden til Liga tune-up i Thurø, for at banke vinterens rust af og mærke formen inden det første liga stævne d. 13-14 Maj i Middelfart.  
Den perfekte scene var sat ud fra den sydfynske havn med sol fra en næste skyfri himmel, 6-8 m/s og 11 kampklare hold, heriblandt flere fra ligaens 1. division som Kongelig Dansk Yacht klub, Københavns Amatør Sejlklub og Svendborg. 
Efter 9 gode sejladser, hvor vi genfandt ”formen” og lavede gode og bitre erfaringer kunne vi erkende at vi sluttede stævnet som 2’er efter KDY på en flot første plads.  
Efter en flot dag på vandet med god kapsejlads og et resultat vi kan være tilfredse med, kan vi næsten ikke vente på resten af sæsonen.  
Tak til Thurøe sejlklub for et godt planlagt stævne i sikker corona stil.  

Team HYDAC Kerteminde 
Balder, Magnus, Sejer og Thomas 

      

Onsdagssejlads for Folkebåde den 21/4 aflyses

Posted on20 apr 2021

Dommerbåden Fayard er ikke klar og derfor ikke søsat.

Nogle har meldt fra på grund af vejrudsigten med mulighed for 12-14m/sek, YR lover helt op til 17m/sek i pustene og andre er endnu ikke klar, så der vil kun være 3-4 både tilbage, som også er tvivlsomme.

Beklager, – vi ses næste onsdag.

Ny ”light-udgave” af Tune Up den 24.-25. april

Posted on06 apr 2021

Kære folkebådsejler!

På grund af Corona-restriktioner kan vi kun gennemføre Tune Up i et noget begrænset omfang. Vi kan ikke mødes på land, hverken før eller efter træningen, så vi bliver nødt til at droppe alle sociale aktiviteter på land, da vi ikke må samles alle sammen. D.v.s., moleøl, diverse evalueringer, foredrag om meteorlogi og fællesspisning må aflyses.

Mortens Henriksens gode ide om at indbyde potentielle nye folkebådssejlerne til en intro fredag eftermiddag kan heller ikke lade sig gøre.

Det gode nyhed i alt dette er, at nu ”koster det gratis” at deltage!
Morten vil via VHF lede arrangementet ude på vandet, med en masse starter og opkryds, så vi får banket rusten af. Bjørn Stephensen og Verner Vestergaard styrer slagets gang fra Fayard i samarbejde med Morten.

Så alle skal huske deres VHF, og dem der ikke har en, kan låne en af Kerteminde Sejlklub, så skriv venligst til klassebaad@kerteminde-sejlklub.dk, senest den 22. april, hvis I vil låne en.

I øjeblikket må vi være 50 i alt ude på vandet. Jvf. DS ́s retningsliner.

Omkring tilmelding, gælder ”først til mølle” princippet stadig.

Som nævnt vil der være to ”officials” på banen, så vi har plads til 48 sejlere på vandet. I øjeblikket er der 17 tilmeldte både, og dermed 1 på venteliste (med 2 personer om bord), så det er meget vigtigt, at de tilmeldte helt præcis på manage2sail angiver hvor mange, der er ombord, ellers kan vi ikke rigtig styre antallet af personer på vandet. Hvis nogle på baggrund af den ændrede præmis for Tune Up vil trække sig, så er det også vigtigt, at I får fjernet tilmeldingen på manage2sail så hurtig som muligt, så det kan give plads for evt. andre på ventelisten.

Programmet ser nu således ud:

Lørdag den 24. april:
Kl. 08.00 – 10.00: Ankomst og søsætning.
Kl. 10.30 – ca. 16.00: Træning på bugten.

Søndag den 25. april:
Kl. 10.00 – ca. 14.00: Træning på bugten.
Kl. 13.00 – 14.00: Afrigning.
Kl. 15.00 – Optagning af både.

Deadline for tilmelding: mandag den 19. april på https://www.manage2sail.com/da-dk

Vi glæder os til at ser jer- vel mødt!
Med venlig hilsen
Kerteminde Sejlklub

Info:
Morten Henriksen: morten@tidenspsykologer.dk
Henrik Møhl: henrik@mohl.family Mobil 2684 7860

OBS! Denne besked kan downloades som et dokument her: Light-udgave af Tune Up

Standerhejsning uden forsamling

Posted on30 mar 2021

Det er gammel tradition, at klubstanderen hejses den første lørdag i april, hvor vi plejer at samles ved klubhuset.
Det nuværende forsamlingsforbud på maksimalt 10 personer betyder desværre, at dette ikke er tilladt i år.
Som oprindeligt planlagt vil standeren dog alligevel blive hejst på lørdag kl. 14, men pga. forbuddet henstiller vi til, at klubbens medlemmer ikke forsamles i denne anledning.
Med sejlerhilsen
Forretningsudvalget

SailXtreme 22-23. maj 2021

Posted on29 mar 2021

SailXtreme er en realitet i Pinsen d. 22-23. maj 2021!
Vi har derfor meget brug for, at klubbens medlemmer vil støtte op og hjælpe os med det praktiske i forbindelse med afviklingen af stævnet.
Vi skal kun sejle på 4 baner i år da A-optimist, Europa og Laser joller ikke bliver en del af SailXtreme, da de allerede har arrangeret egne stævner. Vi forventer ca 200 joller mod de sædvanlige 450.
Vi mangler kølbåde til dommerbåde og hjælpere på vandet.
Grundet situationen omkring Corona, kan vi desværre ikke tilbyde aftensmad og hygge lørdag aften til alle hjælperne, som vi har gjort de tidligere år. Vi håber naturligvis at kunne genoptage den hyggelige fællesspisning lørdag aften, til næste år.

UDSÆTTELSE AF GENERALFORSAMLING

Posted on11 mar 2021

Den 25. februar udsendte vi indbydelse til forårs-generalforsamling, der i henhold til Sejlklubbens vedtægter skal afholdes i marts måned.

Som ventet er vi pga. det fortsatte forsamlingsforbud desværre nødt til at udsætte generalforsamlingen på ubestemt tid. Vi vil fremsende ny indkaldelse når Corona restriktionerne tillader større forsamlinger.

Med venlig hilsen
Forretningsudvalget

Sejlsport under Corona fra 1. marts 2021

Posted on02 mar 2021

Nedenstående er fra 1. marts og indtil videre gældende for Kerteminde Sejlklubs faciliteter og aktiviteter:

  • Klubhusene er lukkede
  • Toiletter (men ikke omklædningsrum) må dog bruges
  • Udendørs aktiviteter må gennemføres, forsamlingsforbuddet (højest 25 personer inkl. udøvende, trænere, hjælpere, forældre og tilskuere i alt) skal overholdes
  • Grej må hentes og sættes på plads i bådhallen
  • Værksted må bruges til nødvendige reparationer, forsamlingsforbuddet (5 personer og afstand) skal holdes  
  • For møder og sammentræf mv. gælder forsamlingsforbuddet på 5 inde og ude

Generalforsamling 16. marts

Posted on26 feb 2021

I henhold til Sejlklubbens vedtægter fremsendes hermed indkaldelse til generalforsamling tirsdag den 16. marts 2021 kl. 19:30. 

Agenda for generalforsamlingen findes her

Afholdelse af generalforsamlingen kræver naturligvis, at Corona restriktionerne tillader større forsamlinger på dette tidspunkt. Såfremt dette ikke er tilfældet, vil generalforsamlingen blive udskudt. 

Der vil i givet fald blive udsendt meddelelse herom senest den 8. marts.

Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at der er en rimelig stor risiko for, at generalforsamlingen må udskydes pga. forsamlingsforbud. 

Klubbens vedtægter tilsiger imidlertid, at der skal indkaldes til generalforsamling i marts måned. Så dette er nødvendigt uanset risikoen for aflysning.

Hilsen
Forretningsudvalget

Generalforsamling marts 2021

Posted on22 jan 2021

Den ordinære forårs generalforsamling vil blive afholdt d. 16. marts, såfremt restriktionerne tillader større forsamlinger på det tidspunkt. Nærmere information følger.

Sejlklubbens hjemmeside

Posted on22 jan 2021

Vi er ved at revidere sejlklubbens hjemmeside. Du kan derfor opleve, at indholdet flytter lidt rundt. Hovedmenuen øverst på siden bevares, så du kan altid finde rundt via denne.

Forslag til GF

Posted on16 nov 2020

Forslag til generalforsamlingen 2020.

Jeg vil foreslå at vi sælger J70, da den bare står og forfalder, der er tilsyneladende ingen der sejler i den. Den trænger også at blive rengjort. Den kan vel give 250/300.000,- ved salg.

Mvh

Claus Hamdrup

Classic Fyn Rundt 2021 åben for tilmelding

Posted on11 nov 2020

CFR 2021 sejles fra d. 4. juni til d. 6 juni.

Tilmelding sker via manage2sail.
Der er åbent for Nordisk Folkebåde, DH-Doublehand, DH-både og ORC, samt tursejlads.

Parallelt med den klassiske kølbådssejlads, er der arrangeret en Singlehand sejlads. Tilmeldingen foregår på samme link.

Alle dokumenter såsom Indbydelse, Sejladsbestemmelser og program findes på manage2sail.

Generalforsamling

Posted on08 nov 2020

Der indkaldes til generalforsamling i Kerteminde Sejlklub tirsdag d. 24. november kl. 19.30 i Søsportscentret.
Indbydelse og dagsorden ses her: LINK

DS Klubkonference

Posted on06 nov 2020

Dansk Sejlunions Klubkonference foregår som online konference i år.

Vi er sammen (hver for sig) den onsdag den 11. november og torsdag den 12. november.

Der er allerede mere end 200 tilmeldt – men der er stadig plads til flere

Årets konference præsenterer 21 forskellige oplæg. Der fokuseres bl.a. på hvordan man tager godt imod de mange nye sejlere der er dukket op i løbet af sæsonen.

Dertil gode bud hvordan man fortsat kan lave aktiviteter på trods af corona, idéer til klubudvikling og input til bla. duelighed, e-sejlads og fundraising.

Tematisk hænger de forskellige oplæg sammen med følgende klubaktiviteter:

Kapsejlads, Sejlerskole, Børn og Unge og Klubudvikling.

Se mere om konferencens program og tilmeld her. Og del evt. dette link med klubkammerater på klubbens Facebook.

https://dansksejlunion.dk/til-klubben/klubkonferencen-2020

Der er ikke nogen begrænsning på antallet af deltagere der kan være med på konferencen, så der er plads til at invitere flere fra klubben med J

Der er også mulighed for at se eller gense de mange spændende oplæg efterfølgende når det passer via https://dansksejlunion.dk/til-klubben/klubkonferencen-2020

Med venlig Sejlerhilsen
Dansk Sejlunion